50 90 19 52     Telefontider er Mandag-Fredag fra 15 - 17

MOTION GØR DIN HUND GLAD

Ophold hos os

For at undgå stress og frustration hos vores hundegæster motionerer vi meget, motion gør din hund glad. På vores store indhegning føler din hund sig fri og den kan boltre sig som den vil. Vi efterkommer ejerens ønsker om leg med andre hunde og hundens individuelle behov.

Når din hund kommer i pension, er det vigtigt, at den får lidt tid til at se sine omgivelser, så den første dag bruger vi ekstra tid sammen med den, så den lærer os og indhegningen at kende. Når den virker tryg, kommer den med ind i pensionen, hvor dens boks står klar med de ting, som er medbragt hjemmefra. Det gør den tryg at genkende sin seng/tæpper, derfor beder vi jer om at medbringe dens egne ting.
Først når tillid er skabt, kan din hund nyde opholdet, derfor bruger vi meget tid med din hund den første dag.
Nogle hunde har stor glæde af at lege med andre hunde i flok og får afløb for en masse energi, og det giver hunde, som elsker at komme i pension. Andre vil helst nøjes med en enkelt kammerat. Andre bryder sig ikke om leg med andre, disse hunde leger vi med hver gang, de er ude.
Første gang din hund skal lege hos os, finder vi først en rigtig god legekammerat som den bliver tryg ved, herefter hvis vi kan mærke at din hund synes, det er super duper, så kan den komme i den større flok og lege, for her bliver det først rigtigt skægt!
Mange hunde finder sammen og bliver bedste venner og følges ad under opholdet.
Er vejret godt kan hundene gå ude i mindst 1 time. Vi er naturligvis altid til stede, mens hundene leger.
Alle vores bokse er mellem 6-10 m2. Nogle er afskærmet, så hunden ikke kan se sin sidemand og andre er åbne, så hunden kan følge med. Det er helt individuelt, hvad hunde kan lide, og vi finder hurtigt ud af, hvad der gør din hund bedst.
Vores pension er om efteråret og vinteren opvarmet til 19 grader med et godt indeklima. Nogle af vores bokse har tilhørende løbegård med sand og græs. Om sommeren er der køligt i pensionen.
Vi sælger ikke “ekstra-ydelser”, vi passer din hund ud fra dens behov, det er individuelt hvad der gør opholdet til en dejlig positiv oplevelse for din hund. Nogle vil gerne have en ekstra tur på marken, nogle en gåtur i snor, andre vil gerne nusses ekstra med, andre vil gerne spille bold. Alt dette er en selvfølgelighed hos os, og det er ikke ekstraydelser man skal bestille og betale ekstra for. Det vigtigste for os er at aflevere en glad hund til ejeren.
Man kan desværre ikke hente eller aflevere sin hund uden for de faste åbningstider af hensyn til hundenes hviletider. Hvile og ro er vigtigt for hunden lige så vel som aktivitet og motion.

Vi fodrer din hund med dens medbragte foder. Vi ønsker ikke at skifte foder, da det kan give anledning til dårlig mave. Der er ingen grund til at stresse maven på hunden, når den skal i pension. Du bedes medbringe et doseringsbæger af et fast materiale, som ikke revner og med tydelig doseri. Vi har fryser og køleskab til mad, der skal på køl. Din hund må have alle de godbidder og ben med, som den har behov for, men ikke noget som den ikke er vant til.

Skal din hund have medicin under opholdet medbringes dette i den originale emballage sammen med doseringsbeskrivelsen fra dyrlægen. Vi renser også gerne ører, skifter forbinding, vasker sår osv. – selvfølgelig uden merbetaling.

Din hund får sin egen kasse til opbevaring af dens ting, mens den er på ophold hos os.

Legesager som pivedyr er ikke så gode at medbringe, da de forstyrrer de andre hunde.

Vi dækker ikke ødelagte senge, tæpper og legesager, der er blevet “slået ihjel”.

Får din hund brug for dyrlæge, kontakter vi hundens egen dyrlæge, hvis det er muligt, ellers er det vores dyrlæge på Odder Dyreklinik, der kontaktes. “Små” ting som dårlig mave, små skrammer ol. ringer vi ikke til dyrlægen for, vi har altid diætkost i huset og kan altid klare de mindre ting selv. Vi vurderer, hvad der er nødvendigt for hunden. Som sagt før, vi passer din hund, som var det vores egen.
Tæver i løbetid – husk altid at sige det ved indlevering, at den er i løb. Det er ikke altid, vi ser blod i boksen – nogle bløder slet ikke under løb.

Vi dækker ikke for skader og dyrlægebesøg/sygdom på din hund.

Opholdet hos os er dit eget ansvar.

Vacciner

Din hund skal være vaccineret, og vaccinationsbogen fremvises ved ankomst. Din hund skal, med undtagelse af rabiesvaccinen, have alle vacciner, som fremgår i sundhedsbogen – også de to vacciner mod kennelhoste. Dette kan gøres meget nemt hos din dyrlæge, da man i dag har vaccinen som en spray, der pustes ind i næseborene af hunden, men den findes også som injektion. Kennelhostevirussen er luftbåren og smitsom. Den kan bæres af raske smittebærere og bryder først ud nogle dage efter smitten er modtaget. Ofte er kennelhoste harmløs, men din hund kan hoste og kaste slim op i en uge og op til 2 uger, andre er helt upåvirkede. Gamle hunde og hvalpe er de mest udsatte. Derfor skal din hund også have denne vaccine, inden den kommer på ophold hos os.

Det vigtigste for os er, at du får den samme hund med hjem, bare lidt gladere : )
Book plads i pensionen

Fortæl om din hund og dine ønsker om ophold